Klezmermusik trækker fulde huse
Gennem hyppig koncertvirksomhed har Mazel Klezmer Band siden 1998 medvirket til at udbrede klezmergenrens særlige energi og vitalitet. Bandet har fremført sit varierede musikprogram ved velbesøgte koncerter i Danmark bl.a. på Louisiana, Den Sorte Diamant og Glyptoteket med spændende gæstesolister og i udlandet bl.a ved Europas førende klezmerfestivaler: Jewish Culture Festival i Krakow og Singer Festival i Warszawa i Polen.

Alsidig optræden
Mazel Klezmer Band har ved siden af sin koncertvirksomhed optrådt som festorkester ved så forskellige lejligheder som premierefester på Det Kgl. Teater, genåbningen af Statens Museum for Kunst, SOS-børnebyernes store indsamlingsdag, åbningen af Macdonalds´ huset ved Rigshospitalet og naturligvis utallige bryllupper og receptioner i både ind- og udland.


Livemusik til banebrydende danske balleter
I maj 2006 spillede Mazel Klezmer Band live til Nyt Dansk Danseteaters prisbelønnede ballet ”Working Man” med koreografi af Tim Rushton på Folketeatret i København. I sommeren 2003 lagde Mazel klezmertoner til Lars Kaalunds grænseoverskridende koreografi til Ibsens ”Et Dukkehjem” ved Alexander Kølpins Copenhagen Summer Ballet.